Triatlonens store historie i Nice

Om få dage er Nice vært for IRONMAN 70.3-verdensmesterskaberne. Det er en anledning til at dykke ned i det tætte bånd mellem byen og triatlon. En historie, der går næsten 45 år tilbage.

Hvis Amerika har sit mytiske triatlonløb i Hawaii, så har Europa sit i Nice. Det var nemlig for at udfordre løbet på Hawaii, at triatlon skrev sig ind i Nices historie i 1982. Og det var et lykketræf, der gjorde Nice til en højborg for fransk og international triatlon. Byen kan takke én mands vilje for udviklingen: amerikaneren Mark McCormack. Den energiske McCormack var advokat, agent for professionelle sportsfolk, især inden for golf og tennis, og en produktiv forfatter. Han grundlagde også IMG (International Management Group), der blev et af verdens største sportsmarketingbureauer.

Som mange af sine landsmænd så McCormack i 1982 de fascinerende billeder af Julie Moss og hendes kravlende vej over målstregen på Hawaii. Den amerikanske forretningsmand så alle ingredienserne til et nyt, moderne eventyr. Han skyndte sig at kopiere Hawaii-Ironman til Europa for at erobre det gamle kontinent og eksportere en opskrift, der allerede virkede på den anden side af Atlanten.

Et projekt, der oprindeligt var planlagt til Monaco

Stedet var oplagt: Monaco. Men prinsesse Graces pludselige død fik projektet i fyrstendømmet til at falde til jorden. McCormack ville ikke spilde tid i kapløbet mod Hawaii og fandt hurtigt et nyt sted til sit langdistanceløb: Nice med Baie des Anges, baglandet og Promenade des Anglais.

Indtil da havde langdistancetiatlon været en parentes i Europa. Der havde ganske vist været en lang distance, 2/200/20, i Plzen i datidens Tjekkoslovakiet i 1980 samt andre forsøg i Holland, Ungarn, Vesttyskland og Østtyskland i 1981. Men intet sted havde den franske rivieras fordele og Nices beliggenhed, og ingen arrangør havde McCormacks gennemslagskraft eller økonomiske muskler.

57 pionerer på den første udgave

Den 20. november 1982 blev Frankrigs første internationale langdistancetiatlon afviklet med 1.500 meter svømning i Middelhavet, 100 kilometer cykling i baglandet og 42,2 kilometer løb. 57 ”originaler” kastede sig i vandet i Baie des Anges iført badetøj. Vandet var 14 grader, og blandt deltagerne var ni franskmænd og en fransk kvinde, Majo Bouteleux.

40 nåede målstregen, mens 17 udgik, hvoraf syv endte på hospitalet. Selv John Howard, vinder af Hawaii i 1981, blev ”sænket” under svømningen og måtte udgå.

Efter 1.500 meters svømning kom englænderen Flagerty først op af vandet. På cyklen blev han hurtigt overhalet af hollænderen Axel Koenders, som holdt spændingen i live gennem de 100 kilometer. Men maratonløbet tømte hans kræfter.

En vis Mark Allen, en amerikaner, overhalede ham, fulgt af landsmændene Scott Molina, Scott Tinley og Jeff Tinley samt nogle andre. Allen vandt det første løb i tiden 6 timer 33 minutter og 52 sekunder. Den første europæer blev hollænderen Jim Koster, der sluttede som nummer syv. Den bedste franskmand, Jean-Paul Theulin, blev nummer 15 i tiden 8 timer 14 minutter og 12 sekunder. Majo Bouteleux, den første franske triatlet, gennemførte på 10 timer 41 minutter og 37 sekunder.

En sport, der blev gjort populær af en reportage på Antenne 2

En måned senere viste Antenne 2 ”Voyage au bout de la souffrance”. De færreste seere gik glip af reportagen. Kritikken var til tider hård, som hos Jacques Belin fra Télérama, der skrev: ”Det er uden tvivl også en rekord i dårlig smag.” Eller: ”Når man vil bevise for meget, risikerer man at opnå det modsatte af det, man ønskede.”

Modtagelsen var kølig, men det stoppede ikke McCormack. I kampen om overherredømmet over Hawaii satte amerikaneren stadig flere ressourcer ind. I 1983 ændrede han formatet, der blev til 4/120/32, flyttede løbet til september og indførte præmiepenge for at tiltrække de bedste. Året efter stod mere end 400 deltagere klar i Nice.

I 1985 voksede præmiesummen igen, blandt andet med 10.000 dollar til vinderen, og der blev udbetalt startpenge. De konkurrerende tv-stationer ABC, der støttede Hawaii, og CBS, der støttede McCormack, kæmpede mod hinanden med dollar som våben.

Alle kneb gjaldt, når det handlede om at tiltrække det stærkeste felt og den største omtale. 1985-udgaven blev flyttet til oktober, samme måned som Hawaii. Det betød, at det ene eller det andet løb måtte undvære nogle af de bedste atleter. Nice havde det år sandsynligvis sit stærkeste felt nogensinde med det amerikanske Big Four, den lokale Yves Cordier og datidens bedste europæer, Rob Barel.

Hos kvinderne var de nordamerikanske profiler Erin Baker, Silviane Puntous og Paula Newby Fraser med. Publikum kunne komme helt tæt på stjernerne. Triatlonløbet i Nice fik et stærkt ry, og populariteten voksede.

Yves Cordier hentet 800 meter fra målstregen i 1992

I 1986 passerede deltagerfeltet 1.000 startende. På godt og ondt. I vandet skar alle uden for top 20 genvej. På cyklen var vejen ikke lukket. Langt de fleste kørte op over bjergpassene i en gruppe. Det var umuligt at straffe så mange overtrædere. Mange deltagere var så frustrerede over det massive drafting, at de udgik under løbet. Prisen for succesen?

Fiaskoen blev hurtigt glemt, og der blev rettet op på tingene i de følgende udgaver. I 1987 blev Hervé Niquet den første franskmand på podiet med en tredjeplads. Året efter blev Rob Barel den første europæer til at vinde i Nice. Mark Allen var ikke med, hvilket var en vigtig detalje.

I 1992 overhaler Mark Allen Yves Cordier på den sidste kilometer og vinder

I 1991 kom den ambitiøse lokale atlet Yves Cordier for første gang på podiet. Året efter troede alle, at han ville blive den første franskmand til at vinde i Nice. Han havde 4 minutter og 50 sekunder ned til Barel efter cyklingen og ni minutter til Allen. Cordier blev fulgt af alle tv-motorcyklerne på løberuten fra Nice til Antibes og tilbage igen og var derfor et oplagt mål for Allen. Langsomt hentede amerikaneren ind på ham, før han til sidst overhalede og ”korsfæstede” Cordier 800 meter fra målstregen.

Mark Allen, 10 sejre på kontoen

Der skulle gå yderligere ti år, før en franskmand vandt herreløbet, da Gilles Reboul sejrede i 2001. Indtil da havde Isabelle Mouthon reddet de franske farver ved at vinde kvindeløbet i 1993. Det år tog Mark Allen sin 10. og sidste sejr. McCormack havde nået sit mål om at skabe et verdensomspændende løb i Nice og trak sig derefter. De vilde år var forbi.

Isabelle Mouthon, vinder i 1993 og verdensmester på lang distance samme sted året efter.

Løbet kommer under det franske triatlonforbunds vinger

Det franske triatlonforbund og Nice Kommune overtog styringen af løbet. De offentlige og sportslige myndigheder havde hverken samme ressourcer som den amerikanske privatkoncern eller samme marketingkraft. Den folkelige interesse var stadig stor, men løbet mistede noget af sin tiltrækningskraft blandt de bedste. Det blev tildelt flere verdensmesterskaber på lang distance af ITU, hvilket holdt skindet på næsen. I 00'erne blev løbet mere fransk og satte fokus på det stærke franske langdistancelandshold, hvor François Chabaud, Gilles Reboul, Hervé Faure, Cyrille Neveu og Julien Loy strålede. Efter 11 udgaver gav FFTRI stafetten videre.

Gilles Reboul, den første franske vinder i Nice i 2001

IRONMAN tager over i 2005

I 2005 tog Yves Cordier, der nu stod i spidsen for IRONMAN France, over. IRONMAN-brandet, virksomhedens erfaring og Cordiers kendskab til miljøet gav løbet nyt liv. Pladserne blev revet væk flere måneder før start. Næsten 3.000 triatleter ville prøve kræfter med ruten, der regnes blandt de smukkeste på IRONMAN-cirkuitet. Det som regel blikstille hav ved daggry, Col d'Eze, den glohede asfalt på Promenade des Anglais og et endeløst maraton er alle ingredienser, der holder legenden i live. Efter flytningen til juni blev løbet et af sommerens højdepunkter. Samtidig blev det de specialtrænede triatleters domæne.

En rute for specialister

Spanieren Marcel Zamora, der vandt fem gange, fandt alle ingredienserne til en sidste gennemkørsel før Embrun på den kuperede rute. Belgieren Frederik Van Lierde, en anden femdobbelt vinder, nød også terrænet i baglandet, ligesom landskvinden Tine Deckers, der ligeledes vandt fem gange. Konkurrencen fra IRONMAN Frankfurt i juli og Roth samme måned samt rutens sværhedsgrad har formentlig kostet Nice endnu stærkere felter. IRONMAN-stjernerne blev sjældne i Nice. De bedste vovede sig ikke længere dertil som i storhedstiden. Det var nok for risikabelt.

Det ændrede sig, da IRONMAN fra 2023 indførte en rotation for værtskabet for den store verdensfinale. Beslutningen vakte harme blandt puristerne og pustede nyt liv i rivaliseringen mellem Nice og Hawaii. Det ene år er Nice vært for IRONMAN-verdensmesterskaberne, det næste er det Kona på Hawaii. Hvert andet år kommer de største navne på den lange distance altså til Nice. I 2023 kunne byens indbyggere se Sam Laidlow vinde som den første franske IRONMAN-verdensmester.

Sam Laidlow, den første franske IRONMAN-verdensmester, i Nice i 2023

Rotationen med Hawaii slutter, og løbene flyttes til september

I april 2025 føjede IRONMAN sig efter fællesskabets ønsker og besluttede at afslutte rotationen efter 2026. Kona genvinder permanent værtskabet for IRONMAN-finalen, der igen samler de mandlige og kvindelige triatleter på Hawaii i slutningen af oktober.

Valget af den nye borgmester Eric Ciotti i marts 2026 ændrer også situationen: IRONMAN 70.3-verdensmesterskaberne, der oprindeligt var planlagt til 2026, 2028 og 2030, bliver nu kun afholdt i 2026. De traditionelle IRONMAN-løb i Nice flyttes desuden til september i stedet for juni frem til 2029 for at lette presset på bymidten og baglandet i sommerperioden.

Men i triatleternes hjerter vil Nice altid være Nice. Som et fyrtårn i det efterhånden tætpakkede landskab af langdistanceløb. Med en historie, et væld af historier, en gennemslagskraft og en berømmelse, der ikke kan måle sig med noget andet.

Triatlonens store historie i Nice

Flere artikler