Interview med Jeanne Lehair: »Jeg elsker sporten, men jeg elsker især at vinde!«

Jeanne, hvad brugte du pausen mellem 2025- og 2026-sæsonen på?

Jeg afsluttede 2025-sæsonen i Chile med to World Cup-løb, så jeg blev der på ferie i to uger bagefter. Vi tog til Patagonien og Osorno-vulkanen ... Det var fantastisk. Året før var jeg i Bolivia, også for at vandre rundt. Jeg elsker at gøre benene ømme på vandreture (griner). Selv når jeg er i Font-Romeu med min træningsgruppe, tager jeg som regel på vandretur i den første uge af træningslejren, så jeg smadrer benene.

Hvordan har du fordøjet den formidable 2025-sæson?

Ret godt. Når tingene går så godt, er det ret nemt at fordøje. Jeg havde kun ét dårligt resultat i 2025, og desværre kom det i WTCS-finalen, så det kastede lidt skygge over sæsonen. Men alt i alt havde jeg kun ét dårligt løb hele sidste sæson, så rent præstationsmæssigt var det en fantastisk sæson. I to år havde jeg kredset om podiet i WTCS med fjerde- og femtepladser, og jeg tænkte, at det kunne være godt at tage min første podieplads i 2025 ... I stedet blev det til to podiepladser og en sejr i Yokohama. Jeg er ovenud tilfreds. Når jeg ser på erfarne og talentfulde atleter som for eksempel Pablo Villaça, der stadig ikke har vundet et WTCS-løb i karrieren, selv om han er virkelig stærk, tænker jeg, at jeg i det mindste kan sige, når jeg stopper, at jeg har vundet en afdeling af verdensmesterskabet. Vi er ikke mange, der har gjort det. Sidste år var der kun fem kvinder, som vandt et WTCS-løb i løbet af sæsonen (Lisa Tertsch, Cassandre Beaugrand, Léonie Periault, Beth Potter og Jeanne Lehair, red.). Det er fantastisk at være en del af den ret eksklusive klub.

At stille op for Luxembourg og komme ind i en ny træningsstruktur har fjernet en vægt fra mine skuldre ...

Hvad tror du selv banede vejen for, at du netop på det tidspunkt slog igennem på højeste niveau?

Siden 2021, efter corona, har jeg kredset om det ... Det har haft stor betydning for mine præstationer, at jeg kom ind i en ny træningsgruppe, fik en ny træner i Paulo Sousa og begyndte at stille op for Luxembourg. Jeg havde ikke længere et enormt pres før hvert løb, og jeg var omgivet af mennesker, som troede på mig, skabte gode rammer og lod mig være lidt i fred uden at lægge unødigt pres på mig. Det gjorde, at jeg kunne udfolde mig sportsligt. Jeg elsker sporten, men jeg elsker især at vinde, selv om jeg ikke siger, at jeg kan vinde hver gang. At dyrke sport for sundhedens skyld er fint, men det er ikke mit mål. Det er en 20.-plads heller ikke, selv om det allerede er sket og sikkert sker igen ...

Måske nød jeg også godt af dynamikken efter OL i 2024, hvor de bedste nok var lidt mindre skarpe. Derfor glæder jeg mig til at tage hul på 2026-sæsonen, hvor alle er tilbage. For eksempel er Giorgia Taylor-Brown tilbage på sit bedste niveau, og det samme gælder alle de andre. Jeg fik i hvert fald maksimalt ud af sidste år, og jeg håber, at jeg kan gøre det samme i år, når alle er på 100 procent.

© Wout Roosenboom/World Triathlon

© Ben Lumley/World Triathlon

© Marta Gorczynska/Supertri

Hvordan vil du beskrive vejen, der førte dig hertil?

Jeg deltog i mit første triatlon, da jeg var seks år, fordi jeg fulgte med min far, som var stor fan af og dyrkede udholdenhedssport generelt. Han deltog blandt andet i Raid Gauloises og begyndte senere med triatlon.

Siden da har vejen været lang og »ujævn«. Den største udfordring er at være stabil fra år til år, og min succes i 2025 var resultatet af kontinuitet gennem de tre-fire foregående år, ikke af en magisk opskrift, jeg havde fundet. Før det havde jeg også min del af skader, og træningsforholdene i Metz var nok heller ikke optimale. Jeg kunne præstere bagefter, fordi jeg var kommet ind i et sundere og mere roligt miljø, hvor en stor vægt var fjernet fra mine skuldre. Så kom resultaterne næsten automatisk. Jeg har forsøgt at fjerne alt det negative fra mit liv.

Du skiftede også nationalitet og forlod Frankrig for at stille op for Luxembourg. Kan du fortælle om den proces?

Året før corona mistede jeg desværre min bedstefar. Lige før han døde, kom han med en bombe: »Ved I godt, at vi er luxembourgske?« I 2020 havde jeg masser af tid, fordi jeg ikke kunne træne på grund af helbredsproblemer, så jeg tænkte: »Når jeg alligevel ikke laver noget, kan jeg lige så godt undersøge det nærmere ...« Jeg fandt frem til forfædre og fødselsattester og opdagede, at min mor officielt kunne søge om luxembourgsk statsborgerskab. Og det kunne jeg også bagefter. Jeg overvejede det grundigt, for jeg havde tilbragt hele min ungdomskarriere under fransk flag, og det franske mixed relay-hold stod også mit hjerte nært. Jeg havde altid præsteret godt på det hold. Jeg tænkte meget over det, men med Frankrig måtte jeg vente til 2021 på min første WTCS-start, og på det tidspunkt oplevede jeg ikke ubetinget støtte fra FFTRI. Så tog jeg springet og blev luxembourger. Og jeg tror, det fjernede en vægt fra mine skuldre ...

Min succes i 2025 var resultatet af kontinuitet gennem de tre-fire foregående sæsoner

Har det ændret forholdet til de franske kvinder, at du skiftede flag? Er stemningen blevet mere afslappet mellem jer?

Jeg har aldrig for alvor haft problemer med de andre kvinder, men når man er i samme forbund, og pladserne er begrænsede, kan der selvfølgelig opstå spændinger. Vi havde det godt sammen, men samtidig vidste man, at man skulle slå den anden for at få sin plads. Det er ikke altid nemt. Nu har jeg slet ikke den slags relation til dem længere, og det gør forholdet enklere og mere afslappet. Til løbene er det en fornøjelse at møde dem før konkurrencen, især fordi jeg ofte ankommer helt alene uden træner eller noget som helst. Jeg er lidt en fri fugl.

Fortæl om din træningsgruppe og hvordan den fungerer.

Jeg træner i Triathlon Squad, som ledes af Paulo Sousa, en portugiser bosat i USA. Gruppen har base i Monte Gordo i Portugal, hvor vi samles om vinteren. Om sommeren holder vi som regel til i Font-Romeu. Resten af året bor og træner alle i deres egen by. Jeg pendler mellem Toulouse og Metz. Gruppens sammensætning har ændret sig lidt, for efter hver olympiade er der nogle, der stopper (red.: I 2026 består gruppen af Miriam Casillas, Roksana Słupek, Costanza Arpinelli, Cecilia Ramirez, Taylor Spivey, Maxime Hueber, Lucas Cambresy, Nicola Azano, Nathan Lessmann og Jeanne Lehair). Det er virkelig fedt at træne med folk fra alle mulige baggrunde. Blandingen af kulturer er enormt berigende, og der kommer jævnligt nye kræfter til gruppen.

© Petko Beier/World Triathlon

© Ben Lumley/World Triathlon

Jeg behøver faktisk ikke triatlon for at være lykkelig, selv om jeg lige nu er fuldt ud lykkelig i min sport

I 2026 er fokus altså på WTCS, forestiller jeg mig, med lidt Super League på programmet også?

Ja, det er planen for WTCS. Mit mål er at gentage podiepladserne og sejrene i WTCS og forhåbentlig få en lidt bedre finale end i 2025. Frem for alt håber jeg at samle point med henblik på OL i Los Angeles 2028.  
Hvad angår Super League, har formatet ændret sig lidt. Der er tre kvalifikationsløb på sprintdistancen, og den »rigtige« Super League-finale afholdes efter planen på Jersey, heldigvis på det sædvanlige format. Jeg må indrømme, at jeg er mindre begejstret for det nye format, men jeg kan gå direkte til finalen uden at køre kvalifikationsløbene.

Hvilke områder vil du udvikle for at fortsætte med at præstere?

Først og fremmest tror jeg, at jeg kan forbedre mig fysiologisk i alle tre discipliner. Jeg skal enten kunne køre hurtigere eller holde de hastigheder, jeg allerede kan nå, i længere tid.
Jeg skal også virkelig forbedre mine »beach starts« (red.: løbestart fra stranden), som vi får brug for i Los Angeles. Jeg har korte ben, og når jeg kommer ud i vandet, går det allerede op til hofterne, mens nogle af de andre kvinder som Cassandre stadig kun har vand til anklerne eller knæene ... Dolphin kick er heller ikke lige mig, og jeg foretrækker klart dykkerstarter fra en ponton.
På cyklen bliver feltet tættere og tættere, så grupperne er ofte større. Og jeg må indrømme, at jeg har meget begrænset tillid til de andre kvinder. Jeg synes, at flertallet af dem er virkelig farlige, når vi kører i felt. Derfor vælger jeg nogle gange at lægge mig bagest i gruppen. Alternativt skal jeg forbedre mig på cyklen, så jeg kan ligge forrest, eller blive endnu stærkere i svømningen, så jeg kan slippe væk og komme med i en lille gruppe på syv-otte ryttere. Jeg er ikke bange for at ligge tæt eller tage kampen i feltet, men det er de pludselige og uforudsigelige linjeskift, der bekymrer mig og gør mig utryg i en stor gruppe. Det skal jeg arbejde med, måske også mentalt ...

© Tommy Zaferes/World Triathlon

Hvilke grænser sætter du for din disciplin i de kommende år? Mange kortdistancetriatleter begynder at køre IRONMAN 70.3. Er det et mål for dig på kort eller lang sigt?

Jeg prøvede allerede den lange distance sidste år, hvor jeg blev nr. 2. ved IRONMAN 70.3 Valencia, som lå mellem WTCS-løbene i Abu Dhabi og Yokohama. Jeg cyklede ikke fantastisk, hvilket ikke var nogen stor overraskelse, men jeg løb godt, og det var stadig en god oplevelse. Bagefter tænkte jeg, at det kunne være interessant at køre VM på distancen, men datoen for VM gjorde det svært, så jeg kunne ikke deltage.

Det bliver heller ikke aktuelt i denne sæson. Det kunne sikkert være sjovt, men jeg vil ikke stille op og blive »kørt over«, og jeg vil heller ikke gøre det uden specifik træning. Så den lange distance er ikke et projekt på kort eller mellemlang sigt.

Jeg fylder 32 efter OL i 2028, og jeg har altid ønsket at skabe et familieliv, få børn, faktisk flere. Så jeg får ikke brug for at »hænge fast« (smiler), selv om vi har masser af eksempler på kvinder, der vender tilbage på topniveau efter en graviditet. Men det afhænger af så mange ting. Triatlon er heller ikke den nemmeste sport at få til at fungere sammen med familielivet. Lige nu satser jeg derfor fuldt på Los Angeles 2028. Og jeg kan sagtens se mig selv få et lige så godt liv efter triatlon. Jeg behøver faktisk ikke triatlon for at være lykkelig, selv om jeg lige nu er fuldt ud lykkelig i min sport. Én ting er sikkert: Jeg bliver aldrig i triatlon, bare fordi jeg ikke har andet at lave.

© Petko Beier/World Triathlon

© Petko Beier/WOrld Triathlon

© Petko Beier/World Triathlon

OPDATERING: I første del af 2026-sæsonen blev Jeanne nr. 3 i World Cup-løbet i Samarkand (KAZ), nr. 3 i WTCS Yokohama (JAP), nr. 4 i WTCS Alghero (ITA), nr. 5 i WTCS Quiberon samt nr. 8 i WTCS Hamburg og London.

JEANNE LEHAIR KORT FORTALT