Interview med Marjolaine Pierré efter IRONMAN 70.3-VM i Nice: »Jeg er tilfreds med, at mine resultater er så stabile«

Marjolaine, du var meget skuffet lige efter femtepladsen ved IRONMAN 70.3-VM i Nice. Hvad tænker du om resultatet nogle dage senere?

Jeg er stadig skuffet. Det er hårdt at træne så meget frem mod én bestemt dag og ikke nå det mål, man har sat sig. Man investerer 200 procent i den slags løb, ofrer ting undervejs, og når det ikke går, som man håber, er det altid svært at håndtere. Men man sætter hurtigt tingene i perspektiv. Der findes værre ting. Jeg er sund og rask, alt er godt, jeg kunne stille til start, og jeg er trods alt glad for at have fået lov til at opleve et VM på hjemmebane i Nice. Det er lidt som den sidste dag på en sommerlejr: Til sidst pakker man det hele sammen og indser, at det er slut, og at man skal sige farvel til vennerne. Den følelse blander sig også med skuffelsen: erkendelsen af, at et kapitel slutter (*).

Hvad fungerede så ikke på dagen?

På cyklen havde jeg det ikke godt på stigningerne. Jeg var virkelig godt kørende på de flade stykker og nedkørslerne, som jeg havde memoreret grundigt, men på stigningerne manglede jeg kraft. I hvert fald den kraft, der skal til for virkelig at komme fremad. Jeg kunne mærke, at benene ikke reagerede rigtigt, og jeg ville ikke se på tiden op ad Col de Vence, en stigning jeg jævnligt kører på til træning. Det er også det frustrerende, når man kender ruten godt. Man ved præcis, hvad man normalt kan på de forskellige sektioner, og man opdager hurtigt under løbet, om man er med eller ej.

Har du en forklaring på den manglende energi på cyklen?

Det er svært at forklare, for jeg havde forsøgt at forberede mig så godt som muligt. Jeg fik en lille virus ti dage før løbet, sådan en man kan få om efteråret eller sidst i en træningsperiode, og jeg vidste, at jeg stadig kæmpede imod den. Det er den slags småting, man prøver at kontrollere, men som man ikke helt kan styre. Der har sikkert været en ophobning af flere små faktorer, som tilsammen gjorde, at energimanglen opstod.

På løbet tænkte jeg ikke på andet end at stoppe og lægge mig ned. Jeg var fuldstændig færdig, og kroppen ville bare tage en lur. Der er endda dele af løbet, jeg ikke kan huske

Påvirkede de fornemmelser på cyklen dig mentalt, inden løbet skulle begynde?

Nej, jeg holdt virkelig fokus. En triatlon er først slut efter løbet, og jeg tænkte aldrig, at det var kørt. Jeg blev ved med at kæmpe, og jeg var glad for at komme ind som nummer to i skiftezonen. Jeg var fire et halvt minut efter, så det var lidt meget, men på toppen af Col de Vence havde jeg været otte minutter efter. Derfor var jeg tilfreds med min indsats, og jeg ville virkelig fortsætte med at kæmpe. Men da jeg begav mig ud på løbet, havde jeg kun lyst til at lægge mig ned, sådan som jeg endte med på målstregen. Under hele halvmaratonen tænkte jeg kun på at stoppe og lægge mig. Jeg var fuldstændig færdig. Det var ikke et blodsukkerfald, men snarere en generel udmattelse. Kroppen ville bare tage en lur. Der er endda dele af løbet, jeg ikke kan huske. For eksempel ved skiltet med »ILOVENICE« ved jeg ikke længere, om jeg løb på Promenade des Anglais eller på vejen ... Det er, som om jeg var fraværende.

Har du oplevet den slags fornemmelser før?

Ikke rigtigt, bortset fra en gang hvor jeg blev dehydreret og fik det dårligt under et løb. Jeg tror, at jeg forsøgte at presse grænsen så langt som muligt, men samtidig mistede jeg placeringer, og det gjorde det mentalt svært at blive ved med at være til stede i løbet. Jeg drømte om podiet, og jeg var på vej mod det, så da jeg til sidst mistede det, var det svært. Jeg forsøgte at hænge på for i det mindste at blive i top fem.

Feltet var både stærkt og usædvanligt tæt. Nåede du alligevel at nyde kampen med de andre?

Nej, og det er også derfor, jeg er lidt skuffet. Jeg kunne aldrig svare igen på angrebene, og da jeg blev overhalet, kunne jeg ikke rigtig komme med i kampen. Jeg havde ikke energien eller slagkraften. Jeg var fuldstændig flad. Men med så stærkt et felt var det meget svært at vurdere placeringen, fordi der kunne komme både gode og dårlige overraskelser. Det er trods alt positivt, at mine resultater fortsætter med at være stabile.

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

Du introducerede et nyt element i din forberedelse ved at træne i højderne i Font-Romeu i fem uger før Nice. Hvad konkluderer du på det?

Kun positive ting. Vi var på et specialiseret træningscenter, hvor alle faciliteterne var samlet ét sted og åbne fra mandag til søndag, fra klokken 8 til 20 og nogle gange fra 6 til 20. Det var virkelig værdifuldt, for på det tidspunkt i Nice er man nødt til at bruge den kommunale svømmehal og indrette sig efter åbningstiderne og dagene, den har åbent. Når den slags begrænsninger lægges oven i træningen, gør det hverdagen mere besværlig. Derfor var det virkelig dejligt at have den frihed i træningen. Vi gjorde det også på grund af højdetilvænningen.

Sætter du den manglende energi under løbet i forbindelse med højden eller nedkørslen fra Font-Romeu? Man ved, at timingen nogle gange kan være afgørende.

Det er rigtigt, at man skal have mange højdeture for virkelig at vide, hvordan kroppen reagerer. Det har sikkert spillet en rolle for den træthed, jeg mærkede. Men jeg tror også, at virussen sandsynligvis rykkede mit formtopunkt. Det er et samspil af meget fine parametre, og man skal kunne ramme rigtigt med hver enkelt for at optimere en præstation og en forberedelse.

Du er kun 26 år, snart 27, og stadig meget ung sammenlignet med sportens profiler. Trøster det dig?

Ja, selvfølgelig. Alle mine modstandere har gennemført langt flere konkurrencer end jeg, nogle har konkurreret på olympisk distance, og de har været fulgt og støttet i årtier. Jeg har ikke haft den mulighed. Jeg har lært alt selv, og jeg fik ingen hjælp fra forbundet i de første år. Jeg har bygget mig selv op gennem mine resultater. Først skulle jeg præstere, før jeg kunne søge om støtte. Og det tager nødvendigvis længere tid. Kort sagt har jeg måttet låse nye niveauer op undervejs.

Jeg er først lige begyndt at øge min løbemængde. Indtil nu lå jeg omkring 40-50 kilometer om ugen, og i Font-Romeu kom jeg op på 60-80 kilometer. Det var første gang for mig, mens mine konkurrenter har gjort det i årevis.

Synes du stadig, at du har udviklingsmuligheder, og ser du dig selv fortsætte på IRONMAN-cirkussen i mange år endnu?

Ja, helt sikkert. Jeg er slet ikke i nærheden af mit maksimum. Min træningsmængde er ikke særlig stor, og det har været et bevidst valg, fordi jeg ikke ville forcere udviklingen. Det har næsten været nødvendigt at respektere en gradvis progression og ikke løbe hurtigere, end musikken spiller. Derfor ser jeg mig selv i begyndelsen eller midten af min udvikling. Det er tilfredsstillende, for jeg har stadig masser af ting, jeg skal prøve og arbejde med, men det skal ske på det rigtige tidspunkt og i den rigtige rækkefølge. Man skal også være tålmodig og acceptere, at man indimellem bliver slået. Jeg ved, at jeg skal arbejde mere med både intensitet og volumen.

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

Hvornår vil du skrue op for den?

Det er to år siden, jeg sidst havde en stressfraktur, så vi begyndte netop i Font-Romeu at øge min løbemængde. Indtil da lå jeg omkring 40-50 kilometer om ugen, og jeg kom op på 60-80 kilometer. Det var første gang for mig, mens mine konkurrenter har gjort det i årevis. På det område er jeg lidt bagefter, men jeg begynder at lægge mere vægt på det.

Du har haft mange stressfrakturer de seneste år. Hvorfor og hvordan opstod de, og føler du, at du er kommet ud på den anden side nu?

Det begyndte i 2021, da jeg startede med triatlon under coronaperioden. Jeg vidste ingenting og trænede mere og mere. Det var bare for sjov, men oven i mine studier i regnskab og revision. Jeg kom hurtigt i energiunderskud, mistede min menstruation og tænkte, at den nok skulle komme tilbage. Men så tænkte jeg ikke så meget mere over det. Jeg havde gang i en masse på én gang, havde ikke længere tid til mig selv eller til at lægge mærke til, hvad der skete i mit liv og i min krop. Jeg kørte hele tiden i et højt gear og holdt aldrig pause. Jeg tabte mig meget, fik stressfrakturer, blev ramt af amenoré og udviklede en spiseforstyrrelse. Det hele hang sammen. Jeg måtte forstå, hvordan mine hormoner fungerede, og hvilke tegn der viste, om jeg var i god eller dårlig form. Det var en lang og meget lærerig proces, og jeg mistede meget tid. Eller måske vandt jeg den i virkeligheden, fordi jeg kender mig selv langt bedre i dag. Jeg lærte også at konkurrere uden at være trænet, og det styrkede mit mentale overskud.

Sidste år blev jeg overvældet af det enorme arrangement, som IRONMAN på Hawaii er. I år har jeg virkelig lyst til at vende tilbage med mere lethed.

Om mindre end en måned står du efter planen på startlinjen ved IRONMAN-VM på Kona, Hawaii. Hvad er ambitionen?

Dag for dag vil jeg gradvist genoptage de vigtige træningspas, der skal bringe mig tilbage på sporet mod Kona. Jeg vil langsomt øge belastningen, lave længere pas og gennemføre en del varmetræning, så jeg vænner mig til varmen og luftfugtigheden på Hawaii. Det er en meget vigtig faktor derovre. Jeg skal også huske at restituere efter Nice, men fordi jeg ikke havde det så godt, pressede jeg mig ikke til det yderste. Derfor er jeg faktisk ret tilfreds med min restitution, og jeg kan nå to gode ugers træning, inden jeg rejser til Kona og akklimatiserer mig.

Hvad tager du med dig fra oplevelsen på Hawaii sidste år?

Jeg husker et meget hårdt løb. Fysisk var jeg i rigtig god form, men jeg blev overvældet af begivenheden (**). Jeg tror, det er meget svært at lykkes første gang, og jeg har virkelig lyst til at vende tilbage med mere ... lethed, kan man sige?

Er det en rute og en stemning, der passer dig?

Ja, det får mig til at tænke på Réunion, hvor jeg voksede op. Jeg elsker varme og har altid trænet i varme, så det er ikke en faktor, der generer mig. Kona-ruten er meget hård på cyklen, selv om den er forholdsvis hurtig. Jeg kan også godt lide de hurtige sektioner. Jeg er ikke kun klatrer, så helt ærligt glæder jeg mig til at komme af sted.

(*) Nice skulle oprindeligt være vært for IRONMAN 70.3-VM i 2028 og 2030. Efter en budgetbeslutning truffet af den nye kommunalbestyrelse bliver det ikke længere tilfældet.

(**) Hun sluttede som nummer 32 i kvindernes klassement.