Interview med Marjolaine Pierré: »Jeg er tilfreds med, at mine resultater er så stabile«

Marjolaine, du var meget skuffet lige efter femtepladsen ved IRONMAN 70.3-VM i Nice, hvor du missede podiet. Hvad tænker du om resultatet efter nogle dage?

Jeg er stadig skuffet. Det er hårdt at træne så meget til én bestemt dag og så ikke nå det mål, man har sat sig. Man investerer 200 procent i den slags løb, man ofrer ting, og når det ikke går, som man håber, er det altid svært at håndtere. Men man får hurtigt sat tingene i perspektiv. Der er værre ting i livet. Jeg er sund og rask, alt er godt, jeg kunne gennemføre løbet, og jeg er trods alt glad for at have oplevet VM på hjemmebane i Nice. Det er lidt som på den sidste dag i en sommerlejr: Man pakker det hele sammen efter en uge og indser, at det er slut, og at man skal sige farvel til vennerne. Det er også en del af skuffelsen: følelsen af, at et kapitel bliver afsluttet (*).

Hvad gik så galt på dagen?

På cyklen havde jeg det ikke godt på stigningerne. Jeg var virkelig god på de flade stykker og nedkørslerne, som jeg havde memoreret grundigt, men på stigningerne havde jeg ingen kraft, i hvert fald ikke den kraft, der skal til for virkelig at flytte sig. Jeg kunne mærke, at kroppen ikke svarede rigtigt. Jeg ville ikke se min tid på Col de Vence, som jeg ofte kører til træning. Det er også det frustrerende: Når man kender ruten godt, ved man præcis, hvad man normalt kan levere på de enkelte stykker, og man opdager hurtigt, om man er med eller ej på løbsdagen.

Har du en forklaring på den manglende energi på cyklen?

Det er svært at forklare. Jeg havde forsøgt at forberede mig så godt som muligt. Jeg fik en lille virus ti dage før løbet, sådan en man kan få om efteråret eller sidst i en træningsblok, og jeg vidste, at kroppen stadig kæmpede imod den. Det er små ting, man forsøger at kontrollere, men som man ikke kan styre fuldstændigt. Der har sikkert været en ophobning af flere små faktorer, som tilsammen gjorde, at manglen på energi viste sig.

På løbet havde jeg kun én tanke: at stoppe og lægge mig ned. Jeg var fuldstændig færdig; kroppen ville bare tage en lur. Der er endda dele af løbet, jeg ikke kan huske.

Påvirkede de fornemmelser på cyklen dig mentalt, inden du gik i gang med løbet?

Nej, jeg holdt virkelig fokus. Et triatlonløb er først slut efter løbet, og jeg tænkte aldrig, at det var kørt. Jeg blev ved med at kæmpe, og jeg var glad for at komme ind som nummer to i skiftezonen. Jeg var fire minutter og 30 sekunder efter, så det var lidt meget, men jeg havde været otte minutter efter på toppen af Col de Vence, så jeg var tilfreds med min indsats og ville virkelig blive ved med at kæmpe. Men da jeg begyndte at løbe, havde jeg kun lyst til at falde sammen, sådan som jeg gjorde på målstregen. Under hele halvmaratonen tænkte jeg kun på at stoppe og lægge mig ned. Jeg var fuldstændig færdig. Det var ikke et blodsukkerfald, men snarere en generel udmattelse; kroppen ville bare tage en lur. Der er endda dele af løbet, jeg ikke kan huske. Ved skiltet med »ILOVENICE« ved jeg for eksempel ikke længere, om jeg løb på Promenade des Anglais eller på vejen. Det føles som et tomrum.

Har du oplevet den slags fornemmelser før?

Ikke rigtigt, bortset fra en gang hvor jeg blev dehydreret og fik det dårligt under et løb. Jeg tror, at jeg forsøgte at presse mig helt op mod grænsen, men samtidig mistede jeg placeringer, så det var mentalt svært at blive ved med at være til stede. Jeg drømte om den podieplads, og jeg var på vej mod den. Når man så mister den, er det svært. Jeg forsøgte at hænge på for i det mindste at blive i top 5.

Feltet var både stærkt og usædvanligt tæt. Nåede du alligevel at nyde kampen med de andre kvinder?

Nej, netop derfor er jeg også lidt skuffet. Jeg kunne aldrig svare igen på angrebene, og når jeg blev overhalet, kunne jeg ikke for alvor tage del i kampen. Jeg havde ikke energien eller det nødvendige punch. Jeg var fuldstændig flad. Men med så stærkt et felt var det svært at vurdere, hvor man ville ende, fordi der kunne komme både gode og dårlige overraskelser. Og det er trods alt positivt, at mine resultater fortsætter med at være stabile.

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

Du introducerede noget nyt i din forberedelse ved at træne i højden i Font-Romeu i fem uger inden Nice. Hvad fik du ud af det?

Kun positive ting. Vi var på et specialiseret træningscenter, hvor alle faciliteterne var samlet ét sted og åbne fra mandag til søndag, fra klokken 8 til 20 og nogle gange fra 6 til 20. Det var virkelig værdsat, for på det tidspunkt i Nice skal man træne i den kommunale svømmehal, og så er man bundet af åbningstider og lukkedage. Når den slags begrænsninger lægges oven i træningen, gør det hverdagen mere besværlig. Det var derfor en stor fornøjelse at have den frihed i træningen. Vi gjorde det også for højdetilvænningens skyld.

Sætter du den manglende energi i løbet i forbindelse med højden eller hjemkomsten fra Font-Romeu? Nogle gange handler timingen jo om få dage.

Det er rigtigt, at man skal have været mange gange i højden for at vide, hvordan ens egen krop reagerer. Det har sikkert spillet en rolle for den træthed, jeg mærkede. Men jeg tror også, at virussen har skubbet mit formtopspunkt. Det er en fin balance mellem mange forskellige parametre, og man skal ramme rigtigt med dem alle for at optimere både præstation og forberedelse.

Du er kun 26 år, snart 27, og stadig meget ung sammenlignet med sportens profiler. Er det en trøst?

Ja, selvfølgelig. Alle mine konkurrenter har deltaget i langt flere konkurrencer end jeg, nogle har konkurreret på den olympiske distance, og de har været fulgt og støttet i årtier. Jeg har ikke haft den mulighed. Jeg har lært det hele selv, og de første år fik jeg ingen hjælp fra forbundet. Jeg har bygget mig op gennem mine resultater. Først skulle jeg levere resultater, før jeg kunne bede om støtte. Det tager nødvendigvis længere tid. Jeg har med andre ord skullet låse nye niveauer op undervejs.

Jeg er først lige begyndt at øge min løbemængde. Indtil nu lå jeg omkring 40-50 km om ugen, og i Font-Romeu kom jeg op på 60-80 km. Det var nyt for mig, mens mine konkurrenter har gjort det i årevis.

Føler du, at du stadig har udviklingspotentiale, og kan du se dig selv fortsætte på IRONMAN-cirkuitet i mange år endnu?

Ja, helt sikkert. Jeg er slet ikke nået op på det maksimale af, hvad jeg kan. Min træningsmængde er ikke særlig stor, og det har været et bevidst valg, fordi jeg ikke ville springe trin over. Det var næsten nødvendigt at respektere en gradvis udvikling og ikke forcere processen. Derfor ser jeg mig selv i begyndelsen eller midten af min udvikling. Det er tilfredsstillende, for jeg har stadig masser af ting, jeg kan afprøve og arbejde med, men det skal ske på det rigtige tidspunkt og i den rigtige rækkefølge. Man skal også være tålmodig og acceptere, at man indimellem bliver slået. Og jeg ved, at jeg skal arbejde mere med både intensitet og volumen.

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

© Pablo Blazquez Dominguez/IRONMAN

Hvornår vil du skrue op?

Det er to år siden, jeg sidst havde en stressfraktur, så i Font-Romeu begyndte vi netop at øge min løbemængde. Indtil da lå jeg omkring 40-50 km om ugen, og jeg kom op på 60-80 km. Det var første gang for mig, mens mine konkurrenter har gjort det i årevis. Jeg er lidt bagefter på det område, men nu begynder jeg at prioritere det.

Du har haft mange stressfrakturer de seneste år. Hvorfor skete det, hvordan udviklede det sig, og føler du, at du er kommet igennem det nu?

Det begyndte i 2021, da jeg startede med triatlon under coronaperioden. Jeg havde ingen viden om træning og trænede mere og mere. Bare for sjov, men samtidig med mine studier i revision. Jeg endte hurtigt i et energiunderskud. Jeg mistede min menstruationscyklus og tænkte, at den nok ville komme tilbage, men så skænkede jeg det ikke så mange tanker. Jeg havde gang i en masse på én gang, havde ikke længere tid til mig selv eller til at lægge mærke til, hvad der skete i mit liv og i min krop. Jeg kørte hele tiden i et højt gear og holdt aldrig pause. Jeg tabte mig meget, fik stressfrakturer, blev ramt af amenoré og udviklede en spiseforstyrrelse. Det hele hang sammen. Jeg var nødt til at forstå, hvordan mine hormoner fungerede, og hvilke tegn der viste god eller dårlig form. Det var en lang og lærerig proces, og jeg mistede meget tid. Eller måske vandt jeg i virkeligheden tid, fordi jeg kender mig selv langt bedre i dag. Jeg lærte også at konkurrere uden at være ordentligt trænet, og det styrkede min mentale side.

Sidste år blev jeg overvældet af den begivenhed, som IRONMAN på Hawaii er. I år vil jeg virkelig gerne tilbage med mere lethed.

Om mindre end en måned står du efter planen på startlinjen ved IRONMAN-VM i Kona på Hawaii. Hvad er ambitionen?

Dag for dag vil jeg gradvist genoptage de vigtige pas, som skal bringe mig tilbage mod Kona. Jeg vil langsomt øge belastningen, lave længere pas og en hel del heat training for at vænne mig til varmen og luftfugtigheden på Hawaii, for det er en meget vigtig faktor derovre. Jeg skal også tænke på at komme mig efter Nice, men fordi jeg ikke havde det så godt, pressede jeg ikke mig selv helt i bund. Derfor er jeg faktisk ganske tilfreds med min restitution, og jeg kan nå to gode træningsuger, inden jeg rejser til Kona og vænner mig til forholdene.

Hvad tager du med dig fra oplevelsen på Hawaii sidste år?

Jeg husker et meget hårdt løb. Fysisk var jeg i rigtig god form, men jeg blev overvældet af begivenheden (**). Jeg tror, det er meget svært at lykkes første gang, og jeg har virkelig lyst til at vende tilbage med mere ... lethed, kan man sige?

© Talbot Cox/IRONMAN

© Talbot Cox/IRONMAN

Passer løbsprofilen og atmosfæren til dig?

Ja, det får mig til at tænke på Réunion, hvor jeg voksede op. Jeg elsker varme og har altid trænet i varme forhold, så det er ikke noget, der generer mig. Ruten på Kona er meget hård på cyklen, selv om den egentlig er ret hurtig. Jeg kan også godt lide de hurtige stykker. Jeg er ikke kun klatrer, så helt ærligt glæder jeg mig til at komme af sted!

(*) Nice skulle oprindeligt være vært for IRONMAN 70.3-VM i 2028 og 2030. Efter en budgetbeslutning truffet af den nye kommunale ledelse bliver det ikke længere tilfældet.

(**) Hun sluttede som nummer 32 i kvindernes klassement.