Historien og legenden om IRONMAN Hawaii, triatleternes hellige gral

Det var på Hawaii, at det hele begyndte for IRONMAN-triatlon. På et vulkansk land, til tider brændt af lava, slog frøet alligevel rod. Kombinationen af tre sportsgrene og tre enorme distancer gav triatlon og IRONMAN-distancen en helt særlig status. Uden dikkedarer, uden et væld af regler og i en minimalistisk stil. Med den samme frihedstrang som i 1970'ernes libertære bevægelse. Og nærmest i al ubemærkethed, langt fra det store cirkus, IRONMAN-serien er blevet til i dag. Ideen fra ægteparret Collins var åbenbart den rigtige, og stedet, Hawaii-øgruppen, var ideelt. I næsten 50 år har IRONMAN-flammen brændt i hjertet på hundredvis af professionelle triatleter og tusindvis af motionister, som alle drømmer om en dag at sætte foden på triatlonens forjættede land. Triathlons.com tager dig med ind i historien om Hawaii-triatlon.

Historien om moderne triatlon er tæt forbundet med et kontinent, Amerika, og to af dets mest ikoniske stater i den amerikanske drøm. Først Californien i 1970'erne, hvor alt syntes muligt, ikke mindst at kaste sig over nye sportsgrene, især bræt- og rullesport, men også meget andet. Og siden den 50. og sidste stat, der blev optaget i unionen: Hawaii. Det er på USA's vestkyst og midt i Stillehavet, at triatlonens legende skal skrives. Som barn af beatnikkerne og det hippieprægede Californien kastede den langhårede triatlet i badetrusser sig ud i det hele med bar mave. Han åbnede sprækker i udholdenhedssporten og skabte et særligt univers med sine egne koder, som langsomt faldt på plads.

En frihedens vind blæser over triatlon. Her ses Tom Warren på Hawaii i 1981

Europa, så Californien og til sidst Hawaii

Mens Europa i belle époque-perioden i 1920'erne lagde grunden til de kombinerede konkurrencer med løb, cykling, roning og undertiden svømning eller kanosejlads, i formater som Course des Trois ports, des Touche-à-tout eller des Débrouillards, var det for alvor den nye bølge af californiske sportsfolk, der skulle slå den nye disciplin, triatlon, fast og fremme dens gennembrud.

Der findes spor efter den første konkurrence, der officielt bar navnet triatlon, i San Diego i 1974, selv om rækkefølgen af disciplinerne ikke var den, vi kender i dag. Den bestod snarere af løb, cykling og svømning. Senere fortæller legenden, at den triade, vi kender i dag, officielt blev født på en bar i Honolulu, Le Primo. Det hele begyndte med en udfordring, som nogle US Navy-marinesoldater udstationeret på øgruppen kastede efter hinanden efter et par, formentlig, pints. De sportsivrige soldater ville vide, hvem der var den mest komplette og stærkeste atlet: svømmeren, løberen eller cyklisten.

For at afgøre diskussionen foreslog kommandør John Collins, der allerede var blandt de 46 deltagere, som gennemførte triatlonen i San Diego, at den bedste atlet måtte være vinderen af en konkurrence, der samlede øgruppens tre hårdeste løb:

• Waikiki Roughwater Swim (3,85 km svømning)

• cykelløbet Around-Oahu (185 km på cykel)

• Honolulu Marathon (42,195 km løb)

Første udgave i Honolulu, og kvinder på startlinjen allerede året efter

Sådan blev det, vi i dag kalder IRONMAN-formatet, født: 3.800 meter svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb. Ingen halve løsninger og ingen mellemformater for disse pionerer. De gik direkte efter den fulde dosis. Collins justerede blot ruterne på de eksisterende løb, så mål og start kunne mødes ved Waikikis kyst. Og han tilføjede: »Den, der kommer først i mål, kalder vi jernmanden«.

I februar 1978 forsøgte 15 mænd i Honolulu på øen Oahu sig med den infernalske triade. 12 gennemførte, og hver af dem fik en figur af jern. Gordon Haller var den første over målstregen i 11 timer, 46 minutter og 58 sekunder, mens John Collins kom i mål efter 17 timer. Året efter gentog historien sig. Mere end 50 forsøgte sig, heriblandt den første kvinde, Lyn Lemaire, som var cykelrytter og sluttede som nummer fem samlet. På et tidspunkt, hvor kvinder stadig blev nægtet startnumre i landevejsløb som maraton, viste triatlon allerede sin åbenhed ved helt naturligt at byde kvinderne velkommen.

Efter en eksplosiv succes flytter konkurrencen til Kona på Big Island

IRONMAN-distancen var født, og den var kommet for at blive. En artikel i Sports Illustrated og senere det første tv-indslag gav konkurrencen en uventet succes. År for år blev Hawaii-øgruppen disciplinens uomgængelige centrum. Da konkurrencen i 1981 flyttede fra Oahu til Kona, skyldtes det den voksende interesse og ønsket om at give atleterne de bedst mulige forhold.

Næsten 50 år senere kommer tusindvis stadig hertil i slutningen af hver sæson for at deltage i det, der siden 1990 har været verdensmesterskaberne på IRONMAN-distancen. I løbet af sæsonen forsøger mere end 100.000 atleter at sikre sig det eftertragtede slot i en af de hundredvis af IRONMAN-konkurrencer, der i dag afholdes i omkring 60 lande, med adgang til finalen på Hawaii.

Kona, en lille by med 12.000 indbyggere, lever én gang om året i triatlons rytme. I dette vulkanske område, der lå i epicentret for et jordskælv i 2006 og blev ramt af Kīlaueas udbrud i 2018, har triatlonen slået rod. De lokale har målløse set de store mængder af disse mærkeligt klædte sportsfolk ankomme hver oktober, iført tøj, der i begyndelsen blev opfattet som upassende (*). Det er umuligt at undslippe IRONMAN-feberen i de to uger, oktoberstævnet varer i Kona. Især omkring den berømte Pier, hvor triatleter, der stadig kæmper med tidsforskellen, kommer ned til det varme Stillehav allerede ved daggry for at teste vandet og finde ro før årets konkurrence. Sammen med mantaer, delfiner og skildpadder i Captain Cook Bay lever de fleste age-groupere en drøm under opholdet.

The Pier, kapellet, Queen Kaʻahumanu Highway og Energy Lab

På dagen lyder kanonskuddet, der befrier feltet og sender de 3.800 meter svømning uden våddragt i gang. Det ikoniske hvide kapel forsvinder gradvist bag deltagerne, mens strømmen skifter lunefuldt. Derefter venter 180 km cykling med, uden at man nødvendigvis lægger mærke til det, 1.500 højdemeter, en halv vending ved Hawi og ofte modvind på den endeløse Queen Kaʻahumanu Highway. Til sidst et maraton i den fugtige, kvælende varme ved Energy Lab, det enorme kogende lavalandskab, eller på Palani Road med de små, benknækkende stigninger. Eventyret ender med en glødende målopløb på Pier, laurbær- og hibiscuskranse og måske farverne fra en storslået solnedgang, der ledsager age-groupernes sidste meter.

Det ikoniske kapel, som kan ses ved starten og våger over deltagerne.

Vanvittige løbsscenarier, men stadig ingen fransk vinder

Øens paradisiske side står i skarp kontrast til det helvede, man til tider gennemlever i konkurrencen, og netop det er en afgørende del af myten: drømmelandskabet, den særlige stemning, den perfekte marketingindpakning og en rute, der er langt hårdere, end den ser ud, fordi vejret ofte skifter hurtigt og voldsomt. Dertil kommer den særlige dramatik, der følger med en ultralang udholdenhedskonkurrence. Julie Mosss kravlende målgang i 1982, pludselige kollaps, atleter der genopstår efter at have været langt tilbage, og den bedrift, det er for alle at gennemføre, er blevet til billeder og øjeblikke, der indgår i Hawaiis historie og mytologi.

At løbe i Kona og krydse denne målstreg er at træde ind i legenden sammen med disciplinens pionerer, blandt andre den amerikanske Big Four: Dave Scott, Mark Allen, Scott Molina og Scott Tinley. Tilsammen vandt de 13 udgaver i konkurrencens første år og var med til at udbrede den tredobbelte indsats over hele kloden. Det er at kunne sige, at man har konkurreret side om side med 1990'ernes og 00'ernes stjerner: Greg Welch fra Australien, Luc Van Lierde fra Belgien, Thomas Hellriegel fra Tyskland, Peter Reid fra Canada, Tim DeBoom fra USA og Normann Stadler fra Tyskland.

Det er at genopleve det vanvittige håndtryk midt under maratonløbet i 2010 mellem australieren Chris McCormack og tyskeren Andreas Raelert. Raelert lod den første sejle mod sin anden titel, et symbol på den sydlige halvkugles dominans i perioden 2007-2012.

Det er på afstand at beundre den tyske dominans fra 2014 til 2019, hvor Patrick Lange, Jan Frodeno og Sebastian Kienle skiftevis triumferede, og den nye generation af norske triatleter, som meget vel kan komme til at dominere igen i år.

Det er også at bevidne kvindernes eksplosive udvikling. Fra zimbabwiske Paula Newby-Fraser over schweizerne Natascha Badmann og Daniela Ryf til briten Chrissie Wellington, australieren Mirinda Carfrae og Lucy Charles-Barclay har de hele tiden mindsket forskellen til mændene.

Og så er spørgsmålet, hvornår en fransk atlet skriver sit navn ind i historiebøgerne. Sam Laidlow, nummer to i Kona i 2022, ser bedst rustet ud til at lykkes, hvor tidligere franske profiler som Patrick Vernay, Cyrille Viennot, François Chabaud, Isabelle Mouthon, René Rovera og Yves Cordier har fejlet: at nå øverst på podiet på Hawaii. Han har allerede den psykologiske fordel, at han i 2023 blev den første franske IRONMAN-verdensmester. Men det skete i Nice.

Sam Laidlow (forrest), nummer to i 2022 og den bedste franske præstation til dato

En konkurrence, der næsten blev offer for sin egen succes

Som garvede forretningsfolk ønskede folkene bag IRONMAN, der var blevet et stærkt brand, at gøre den hawaiianske drøm tilgængelig for endnu flere. På få år steg antallet af kvalificerede til Kona-finalen fra 1.700 til 2.300. Det skabte blandt andet problemer med drafting og satte konkurrencens sportslige fairness under pres. Bølge starter, der blev indført i 2019, rettede op på problemet. Til gengæld forsvandt massestarten, som var så symbolsk for en disciplin, hvor alle fra verdensmesteren til motionisten kunne sige, at de startede i samme konkurrence side om side. Det større antal startnumre førte også til, at der i 2019 blev indført et kvindeløb lørdag og et herreløb søndag, hvilket øgede de logistiske behov og udfordringer i den lille hawaiianske by.

Overbefolkningen i Kona i ugen før konkurrencen truede næsten dens fremtid og skadede organisationens omdømme. Derfor blev det i 2023 besluttet at skifte mellem IRONMAN-verdensmesterskaberne i Nice i Frankrig og Kona. Samtidig blev kvinde- og herreløbene lagt i hver sit år. En idé, som fællesskabet fandt besynderlig, og som i sidste ende kun holdt fra 2023 til 2025.

I 2026 vender IRONMAN-verdensmesterskaberne tilbage til deres fødested og naturlige hjem, Kona, og til det oprindelige format: én samlet konkurrence for mænd og kvinder med højst 3.000 deltagere. En tilbagevenden til rødderne, som hele triatlonmiljøet hilser velkommen.

IRONMAN Hawaiis vindere