Pierre Le Corre før IRONMAN World Championship 2026 på Hawaii: »Jeg vil gerne skrive den sidste side i langdistancetriatlon«

Pierre, hvorfor valgte du langdistancetriatlon og IRONMAN?

På det olympiske franske landshold begyndte konkurrencen for alvor at spidse til, fordi de unge atleter trængte sig på. Jeg ved, hvor svært det er at kvalificere sig til landsholdet, og hvor stærkt feltet er. Det, der interesserede mig, var stadig at kunne konkurrere på højeste niveau.

Jeg havde været på den olympiske distance i 15 år, og jeg følte, at jeg havde været hele vejen rundt. Jeg tænkte, at det var en mulighed for at prøve noget andet og stadig konkurrere på højt niveau. IRONMAN og de lange distancer passede derfor ret godt til mig, fordi det er udholdenhedsløb, og med alderen er det næsten en fordel for mig.

Var det også en måde at komme videre efter det frustrerende OL i Paris 2024?

Jeg kom til OL i Paris i mit livs bedste form og på mit højeste niveau. Det kan jeg ikke fortryde, men jeg manglede nok både held og muligheder, blandt andet på grund af de forskellige styrt i mine løb. Det kunne virkelig være tippet til min fordel, men omstændighederne gjorde, at det ikke skete.

Det tog mig lidt tid at fordøje, men jeg tænkte også, at jeg havde været heldig at nå så langt. Triatlon på de korte distancer er en disciplin, hvor løbets uforudsigelighed spiller en stor rolle. Der tages mange chancer, og nogle gange afgøres det af meget lidt. Derfor var jeg stadig tilfreds med min forberedelse og det niveau, jeg havde nået.

2025 blev derefter et mærkeligt år, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ville. Jeg kørte lidt langdistance, lidt kort distance, og så blev jeg skadet på nogle uheldige tidspunkter. Det endte som et mellemår, hvor jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg ville. Til sidst stod det klart: Min tid på de korte triatlondistancer var forbi, men jeg havde stadig lyst til at skrive en sidste side på langdistancen. Målet var at kvalificere mig til Hawaii og få den oplevelse.

© Janos Schmidt / World Triathlon

© Janos Schmidt / World Triathlon

Du blev verdensmester i langdistancetriatlon i 2022. Har du altid været tiltrukket af de lange distancer?

Da jeg ikke blev udtaget til OL i Tokyo i 2021, ville jeg allerede dengang prøve langdistancetriatlon, og i 2022 begyndte jeg at præstere på distancen. Men jeg fortsatte faktisk med at være stærk på den olympiske distance efter Tokyo, og til sidst kvalificerede jeg mig til Paris 2024.

Olympisk triatlon er en disciplin, hvor løbets uforudsigelighed spiller ind. Der tages mange chancer, og nogle gange afgøres det af meget lidt.

Du fik en imponerende IRONMAN-debut i begyndelsen af 2026 og blev nummer to ved IRONMAN New Zealand efter kun to ugers specifik træning …

Ja, og det overraskede mig, for jeg brækkede ribbenene sidst på 2025-sæsonen og måtte holde helt fri i over to måneder. Derfor var min forberedelse til min første IRONMAN meget begrænset, og jeg blev overrasket over det niveau, jeg viste i Taupo. Niveauet bliver selvfølgelig ikke det samme i Kona i weekenden, det skal man være bevidst om, men i New Zealand havde jeg ikke forventet at ligge med helt fremme så let. Jeg følte aldrig, at jeg pressede mig selv den dag.

© KMSP / CNOSF

Valgte du datoen og løbet, fordi det gav mulighed for at kvalificere dig tidligt på sæsonen til Hawaii?

Nej, i begyndelsen handlede det mest om at rejse. Vi ville gerne en tur til den sydlige halvkugle og gribe de løbsmuligheder, der var på det tidspunkt. Jeg havde ingen ambition om at kvalificere mig til Hawaii i det løb, når man ser på, hvor begrænset min forberedelse var. Jeg tog af sted uden et bestemt placeringsmål, men med taktiske og strategiske mål, fordi jeg skulle lære distancen at kende.

© Korupt Vision/IRONMAN

© Fiona Goodall/IRONMAN

© Fiona Goodall/IRONMAN

© Korupt Vision/IRONMAN

Er det en anden sport end den, du dyrkede på de korte distancer?

Fuldstændig. IRONMAN 70.3 ligger ikke så langt fra olympisk triatlon, men IRONMAN er en helt anden verden, hvor man skal have en særlig tilgang til formatet. Jeg havde faktisk svært ved at forberede mig og lave specifik IRONMAN-træning. Efter mange år med en meget præcis træningsmodel til olympisk triatlon skulle jeg ændre alting radikalt, og det var svært at vænne sig til. Når jeg ser mine nye konkurrenter her i Kona, kan jeg se, at jeg ikke nødvendigvis har lavet de samme pas som dem. Jeg er stadig i høj grad ved at lære.

Niveauet i Kona er højere end nogensinde i år. Jeg kan mærke, at det kommer til at gå meget, meget stærkt, og at man ikke må lytte for meget til sig selv. Men hvis man ikke lytter, risikerer man også at eksplodere og ikke gennemføre.

Hvad betyder det konkret?

Det betyder, at man virkelig skal køre lange, ja måske meget lange, pas i IRONMAN-tempo med den rigtige ernæring og masser af kulhydrater. Det har jeg helt ærligt svært ved, blandt andet fordi det ikke nødvendigvis er det, jeg har lyst til. Det er lidt paradoksalt.

Man skal også mentalt forberede sig på at håndtere de mængder. Det er ikke nødvendigvis særlig hårdt fysisk, men det er meget langt og tager hele dagen. Man tager af sted med sukker på ryggen og spiser ikke andet end sukker, så det er en ret speciel oplevelse. Jeg har selvfølgelig kørt nogle pas af den type, men ikke særlig mange.

Hvordan planlagde du sæsonen, da kvalifikationen til Hawaii var i hus?

Siden juni har jeg fokuseret hele resten af sæsonen på Hawaii, først og fremmest for at møde frisk op. Jeg har ikke kørt mange løb for at bevare overskuddet, bortset fra Yotta XP de Vichy, IRONMAN 70.3 Swansea i Wales, hvor jeg blev nummer fem, og Triathlon XL de Gérardmer i Frankrig, hvor jeg blev nummer to. Jeg fik også testet noget af det udstyr, jeg skulle bruge i Kona.

Hvad forventer du af IRONMAN-VM?

Det ved jeg faktisk ikke helt (griner). Jeg vil først og fremmest gerne gennemføre og køre et helt løb. Måske kan jeg følge med de andre, selv om forholdene kan blive virkelig, virkelig hårde.

© Korupt Vision/IRONMAN

© Korupt Vision/IRONMAN

Tror du, at du kan matche de bedste specialister?

Niveauet er højere end nogensinde i år. Alle 55 professionelle atleter er virkelig, virkelig stærke. Det kommer til at gå meget stærkt, og man skal undgå at brænde sig selv af. Hvis man kører over evne, gennemfører man ikke. Sådan vil jeg ikke ende. Jeg vil gerne slutte med et flot, kontrolleret maraton og samtidig være nogenlunde tæt på frontgruppens udvikling.

Det er svært at gribe an, for jeg kan mærke, at det kommer til at gå meget, meget stærkt, og at man ikke må lytte for meget til sig selv. Men hvis man ikke lytter, risikerer man også ikke at gennemføre. Målet er derfor at være med fremme i løbet, i hvert fald midt i feltet, mens de stærkeste cykelryttere får lov at køre, og jeg holder mit eget tempo og derefter løber et godt maraton. Jeg kører ikke efter en placering. Det bliver mine data, min puls og mine watt, der bestemmer tempoet, og jeg vil bruge de parametre til i det mindste at komme i mål.

Man skal være tålmodig og balancere på grænsen.

Er der noget bestemt ved løbet, du frygter?

Helt klart at køre over evne og aldrig kunne komme sig igen. Når man først har passeret en bestemt pulsgrænse, er den eneste måde at få pulsen ned på faktisk at stoppe. Og stopper man, er løbet kørt.

Du har oplevet Kona og omgivelserne. Hvad har gjort størst indtryk?

Det er stort og majestætisk. De brede veje og de lange, lige stræk på cyklen er imponerende. Varmen sammen med luftfugtigheden og UV-strålingen er hård at håndtere. Man mærker tydeligt, at man er på en vulkan. Jeg har set nogle af de vigtige steder på ruten, blandt andet Energy Lab. Vi var der midt på eftermiddagen under ekstreme forhold. Det er virkelig, virkelig hårdt, og det er svært at løbe hurtigt der. Man skal være meget tålmodig og også kunne balancere på grænsen. Jeg tror, der bliver mange, der må udgå i år. Alle vil forsøge at spille deres kort på et tidspunkt, og jeg tror, der kommer mange eksplosioner.

© Thomas Devard

© Thomas Devard

© Nigel Roddis/IRONMAN

Havde du dette løb på ønskelisten, da du begyndte med triatlon?

Faktisk var det gennem Hawaii, at jeg opdagede triatlon. Jeg var i Philadelphia i 2006 på udveksling. Fjernsynet viste billeder fra løbet og reportager om mennesker, der havde været igennem svære perioder i livet og kastede sig ud i denne sportslige udfordring. Det var sådan, løbet blev præsenteret dengang, og sådan opdagede jeg det. Da jeg blev triatlet, var det altid et løb, jeg gerne ville sætte på min to-do-liste. Så jeg er glad for at kunne sætte flueben ved det … forhåbentlig.

Bliver det en engangsoplevelse, eller har du allerede lyst til at vende tilbage?

Hvis jeg kan vende tilbage næste år, ville det være godt. I år vil jeg samle så mange erfaringer som muligt, forstå hvad løbet kræver, især fysisk og fysiologisk, for jeg kommer lidt uforberedt sammenlignet med mange af de andre atleter. Så kan jeg måske vende tilbage næste år bedre forberedt strategisk og også med hensyn til udstyret og levere et bedre løb.